Spring til indhold
Forside

Nyhed

Bachelorgruppe fra Politik og Administration vinder Selskab for Surveyforsknings pris for bedste bidrag til større opgave

Lagt online: 30.03.2023

Den tidligere bachelorgruppe bestående af Anne Balsby Roersen, Jonas Franksen Nielsen, Maria Laursen, Julie Wulff Sachse, Emma Svendsen, Anne-Sofie Bøllund Andreasen og Markus Borleif Jansson modtog d. 29. marts 2023 prisen fra Selskab for Surveyforsknings prisopgavekonkurrence for den bedste bacheloropgave i 2022.

Af Zenia Dietz Ørskov, kommunikationsmedarbejder
Foto: Selskab for Surveyforskning

Gruppen indsendte sit bachelorprojekt til konkurrencen, efter at deres vejleder, lektor Troels Fage Hedegaard, kontaktede dem med en opfordring til at indsende projektet.

- Vi diskuterede det i gruppen, hvor vi meget hurtige blev enige om, at det kunne være meget sjovt at være med i konkurrencen. Så det er helt klart hans fortjeneste, at vi indsendte opgaven, fortæller Anne Balsby Roersen.

Selskab for Surveyforsknings priskomite bestod af forskere fra både universiteter og sektorforskningsinstitutter. De fik mange opgaver af meget høj kvalitet, som adresserede surveyproblematikker på vidt forskellige måder. ”Tildelingen af prisen til bachelor-gruppen fra Politik og Administration sker på baggrund af en spændende og velskrevet og meget kvalificeret opgave som giver et væsentligt bidrag til surveyforskningen. " lyder det i indstillingen fra priskommiteen. Som videre skriver:

- Vi har med stor interesse læst den opgave, I indsendte i forbindelse med Selskab for Surveyforsknings prisopgavekonkurrence, og det er med kæmpe glæde jeg kan meddele jer, at komiteen har besluttet sig for at tildele prisen til jer for den bedste BA opgave.

Det prisvindende projekt omhandler, hvorvidt karaktergivningen kan gøres mere præcis. Til det formål trækker de studerende på en teori om ”støj” i beslutninger af Nobelprismodtageren Kahneman, og kobler den til karakterer i folkeskolens afgangsprøve i dansk. Idéen er, at ved at lave mere faste retningslinjer for vægtningen mellem forskellige dele i karaktergivningen, så bliver det mere præcist og mindre ”støjende”. De studerende tester det gennem et klassik survey-eksperiment, hvor de har rekrutteret en række folkeskolelærere til at give karakterer til rigtig danskopgave fra Folkeskolens afgangsprøve. Den ene halvdel retter efter almindelige kriterier, opsat af ministeriet og den anden efter et skema, de har lavet til at sikre mindre ”støj”. Deres sammenligning viser, at den mere systematiske måde at give karakterer på giver mindre subjektivitet i, hvad der lægges vægt på og dermed mindre ”støj”.

Da bachelorgruppen modtog beskeden om, at de havde vundet Selskab for Surveyforsknings pris for bedste bidrag til større opgave, skulle de lige fordøje nyheden.

- Vi indsendte vores opgave tilbage i september, så der er jo gået et stykke tid - men vi blev både overrasket og glade. Det er da helt klart en anerkendelse, som vi er stolte over, fortæller Anne-Sofie Bøllund Andreasen.

I dag er medlemmerne af bachelorgruppen i gang med vidt forskellige uddannelser. Anne Balsby Roersen og Maria Laursen læser en kandidat i Politik og Administration med speciale i Social Data Science og med speciale i Forvaltning og Ledelse. Markus Borleif Jansson læser en kandidat i IT-Ledelse og Julie Wulff Sachse læser samfundsfag med sidefag i psykologi. Anne-Sofie Bøllund Andreasen er begyndt på sygeplejerskeuddannelsen, Emma Svendsen er souschef i en Sportmasterbutik i Randers, og Jonas Franksen Nielsen har været ude at rejse og har erhvervsarbejde, indtil han forhåbentlig skal begynde på en kandidat i Statskundskab på Aarhus Universitet.

- Selvom vi er spredt for alle vinde, så har vi stadig kontakt og ses så ofte som muligt til sociale arrangementer - lige fra vores årlige julebagedag til aftensmad og hygge. De fleste af os har skrevet sammen gennem hele bacheloren, så det har helt klart udviklet sig til et stærkt venskab bag gruppearbejdet, siger Anne-Sofie Bøllund Andreasen.

Kontakt