Borgerinddragelse i jobcentre kræver mere end et fingerknips og en hensigtserklæring.

Landets jobcentre kritiseres fra mange fronter. En del af kritikken handler om, at jobcentrene er for firkantede, og særligt for syge borgere kan mødet med jobcenteret være vanskeligt. Som et modsvar har vi i de senere år set en knopskydning af initiativer for at inddrage borgerne mere. Ministeren har opstillet et mål om, at al sagsbehandling skal være ' værdig'.

Spørgsmålet er, hvordan man lever op til dette, når man sidder som medarbejder i et jobcenter og skal følge en kompliceret lovgivning, stille krav til borgeren og sanktionere, hvis han eller hun bryder reglerne. I en forskningsartikel, som lige nu er under fagfællebedømmelse ved et internationalt tidsskrift, undersøger vi netop det.

Mens der i alle beretninger er velvilje og sympati over for at skulle inddrage borgere mere i egen sag, tegner vores materiale billeder af to krydspres, som dermed opstår i praksis.

DET FØRSTE krydspres opstår imellem tung lovgivning på den ene side og nærværende kontakt til borgere på den anden. Lovgivningen på beskæftigelsesområdet er uhyre kompleks og stiller en lang række betingelser op for borgere, som kan sanktioneres, hvis de bryder med den. Senere års politiske målsætninger om at afbureaukratisere har ledt til reformer, der dog ofte indebærer, at man giver kommunerne frihed med den ene hånd, mens den anden indfører nye former for styring: Kommunerne kan nu i videre omfang selv bestemme, hvilke indsatser de ønsker at benytte, men hvis de er dårligere end forventet til at få borgere i arbejde, bliver de alligevel bedømt og sanktioneret efter to centralt fastsatte mål: Har de haft nok samtaler med deres borgere, og har de aktiveret borgerne i høj nok grad?

Medarbejderne skal dermed på den ene side honorere og videreformidle en lang række fastsatte krav fra et komplekst system, mens de på den anden skal forsøge at skabe rum til nærvær, tillid og forståelse for borgeren.

Nogle fortæller, at de ser sig selv som opdelt i to funktioner: På den ene side er de systemrepræsentanter, mens de på den anden side er mennesker, der er nærværende og lyttende. I mødet med borgere kan de to blandes på uheldige måder. Borgerne kan føle, at sagsbehandleren foregiver at være nærværende, men reelt blot gør, hvad hun får besked på af systemet, og mekanisk læser op fra et manuskript.

For borgerne giver denne dobbeltrolle anledning til usikkerhed og tvivl. En borger fortæller, at hun bryder grædende sammen af angst for at miste sit forsørgelsesgrundlag, når hun modtager et brev, der informerer om rettigheder og pligter, også selv om hendes sagsbehandler siger, at hun ikke skal være bekymret.

DET ANDET krydspres, som vores materiale afspejler, opstår imellem borgerens ideer og drømme på den ene side og et stærkt fokus på beskæftigelse på den anden: Sagsbehandlerne skal tage afsæt i borgernes egne visioner for fremtiden. Samtidig skal de leve op til klare krav om, at de planer, der lægges, skal være realistiske og arbejdsmarkedsrettede. Der skal dermed tages afsæt i borgerens visioner, men disse visioner skal flugte med et realistisk arbejdsmarkedsfokus. Det kan være vanskeligt.

Det er ikke alle borgere, der kan se sig selv på arbejdsmarkedet. Andre har visioner, som sagsbehandleren opfatter som urealistiske, f.eks. om at blive professionel danser. Undertiden bliver resultatet balanceakter, hvor medarbejdere på forskellig vis forsøger at omdirigere borgeres håb for fremtiden, uden at borgeren fremmedgøres. Der balanceres her på en knivsæg imellem respekt og paternalisme.

Når vi i offentligheden skælder ud på jobcentre og møder dem med krav om, at de nu skal inddrage borgernes visioner, mægtiggøre og tro på dem, kræver det en forståelse for den virkelighed de - igennem talrige reformer - er blevet sat til at navigere i: en stærkt reguleret virkelighed, hvor der stilles mangeartede og klare krav til såvel borgere som jobcentre. Den virkelighed spænder undertiden ben for sig selv.

I politikudformningen tages der for lidt hensyn til de dilemmaer, som medarbejderne dagligt forsøger at håndtere. De skal levere kontrol og omsorg; de skal dokumentere, afklare arbejdsevne og fremme beskæftigelse; de skal behandle alle borgere lige efter loven, tage hensyn til den enkelte borgers virkelighed, sikre effektiv udnyttelse af offentlige ressourcer og behandle borgeren respektfuldt.

Vil vi have styrket borgerinddragelsen i landets jobcentre, kan vi ikke nøjes med at lægge nye mål oven på den eksisterende lovgivning og styring: Vi risikerer blot at råbe ' blæs!' til en, hvis lovbundne opgave er at stå med mel i munden. Det kræver en omstilling baseret på en dyb forståelse af de dilemmaer, som er blevet muret dybt ind i beskæftigelsesindsatsen.