Spring til indhold
Forside

Nyhed

Historieprofessor medvirker i tv-serien ’Sladderhistorie’ på DR

Lagt online: 14.08.2023

Sladderens historie i Danmark er emnet for en tv-serie i seks afsnit, som historieprofessor Poul Duedahl medvirker i. Sammen med sladdereksperten Ditte Okman og DR-værten Jakob Thygesen sætter han fokus på konkrete sladderhistorier og deres funktion.

Af Charlotte Tybjerg Sørensen, kommunikationsmedarbejder
Foto: Screendump, DR

Hvad har vi sladret om gennem tiden? Og hvad siger det om os som mennesker og som nation? Det er Poul Duedahl med til at gøre seerne klogere på i ’Sladderhistorie’, som lige nu sendes på DR2 hver onsdag aften kl. 21.30.

Serien er i seks afsnit og foruden Poul Duedahl deltager også historikeren Emma Paaske og sociologen Eva Steensig i programmerne.

Første afsnit handler om homorygter - både for 100 år siden og i nyere tid. Programmet kommer ind på, hvordan rygterne om, at Anders Fogh Rasmussen var homoseksuel, begyndte. Og hvorfor skuespilleren Holger Gabrielsen begik selvmord. Og havde Danmark en homoseksuel prins i begyndelsen af 1900-tallet? Og hvorfor mente nogen, at det var et problem?

- Vi har haft stort fokus på ikke at bringe forkert information eller information, der kan give anledning til misforståelser. Vi har derfor - i forhold til mere klassiske historieprogrammer - vendt alle sager og vinkler ekstra grundigt i forhold til etik og jura. Der er også historier, vi har besluttet os for at droppe undervejs, selv om vi selv havde valgt dem ud i første omgang. Det har for eksempel været afvejninger omkring privatlivets fred versus offentlighedens interesse, siger vært Jakob Thygesen til dr.dk.

Kontakt