Afvigelsernes ø handler om Livø og nogle af de mange mænd, som blev anbragt på den lille isolationsanstalt i Limfjorden. Den ubeboede ø blev købt af staten i 1911 og husede frem til 1961 i alt 743 kriminelle, asociale og såkaldt moralsk åndssvage mænd. På ubestemt tid og på overlægens nåde. I bogen udrulles både den store historie om velfærdsstatens forsider og bagsider og den lille fortælling om enkelte udvalgte skæbner blandt de anbragte. Bogen har efterskrift af tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen, hvis far – Oluf – var anbragt på øen gennem syv år.
Bogen udkom 22. februar på Gads Forlag og er blevet anmeldt i flere af de store landsdækkende medier, hvor den udelukkende har fået flotte anmeldelser.
I Berlingske får bogen fem ud af seks stjerner af avisens anmelder Bent Blüdnikow. ”Der er tale om en gribende bog fyldt med tragiske skæbner og fremragende fotografier” skriver han. ”Afvigelsernes ø er et stykke væsentlig danmarkshistorie”.
Også Politiken er ude med den store ros og tildeler bogen fem ud af seks hjerter, idet anmelder Christian Graugaard mener, at den bør være ”kernepensum for enhver kritisk samfundsborger”. Du kan læse anmeldelsen her (kræver abonnement).
”Den er fremragende” fortsætter Nordjyske, og ”særdeles velskrevet” tilføjer Weekendavisen. ”Bogen er vellykket” forklarer Jyllands-Postens anmelder Flemming Østergaard, ”fordi den i modsætning til tidligere litteratur om emnet generelt bryder tavsheden om de anbragte”.
Noget tilsvarende skriver en række andre medier om bogen, der i løbet af de seneste tre uger har solgt så godt, at der allerede er ved at blive trykt et nyt oplag. Den har desuden genstand for massiv omtale i podcasten ’Mørkeland’, hvis programmer i gennemsnit bliver lyttet af over 400.000 danskere.
”De tidligere anbragte på Livø har fået en fornem bog” opsummerer Kristeligt Dagblads anmelder, Lotte Kirkeby: ”Det fortjener de.”
Med i Særforsorgskommission
Poul Duedahl har i mange år forsket i særforsorgens historie. Senest har han fået ideen til og medvirket i DR’s dokumentarserie: ’Nyrup – søn af en udstødt’, som kan streames på dr.dk (link indsættes her eller under Vil du vide mere). Her går han – sammen med tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen – i Oluf Nyrup Rasmussens fodspor.
I 2020 blev en kommission nedsat af Social- og Indenrigsministeriet, som skulle se på forholdene under tiden med en statslig særforsorg – som blandt andet omfattede de anbragte på Livø. Poul Duedahl var et af medlemmerne af Særforsorgskommissionen, som sidste år afsluttede sit arbejde og afleverede en rapport til regeringen. På baggrund af den er det nu besluttet, at de anbragte vil blive givet en officiel undskyldning ved en ceremoni, som efter planen finder sted i maj måned i år.
Poul Duedahl er i den kommende tid på foredragsturné rundt om i hele landet. I Nordjylland holder han bl.a. foredrag den 23. marts kl. 19 på Fjerritslev Bibliotek, og senere på året viser de to forfattere rundt på Livø i selskab med Poul Nyrup Rasmussen, som også kigger forbi i forbindelse med Kulturmødet på Mors.